Parfumens historie (Del 3): Fra den industrielle revolution til det 21. århundrede

De hidtil usete fremskridt inden for organisk kemi fører til introduktionen af syntetiske komponenter i kreationerne. Disse nye materialer mangedobler parfumørens palet og gør det samtidig muligt at sænke omkostningerne og øge produktionskapaciteten.

Parfumørerne forlader gradvist reproduktionen af de traditionelle blomsterbuketter for at hellige sig skabelsen af komplekse, sofistikerede, abstrakte og mystiske værker, der er egnede til at vække drømme og følelser. Nye aktører, gamle der fornyer sig og genopfinder deres kunst – parfumeriet indleder ved slutningen af det 19. århundrede en hidtil uset vending.

Et marked i opbrud i slutningen af det 19. århundrede

I slutningen af det 19. århundrede er Paris det europæiske centrum for parfumehandel. Talrige luksuriøse butikker åbner deres døre og søger at tiltrække en velhavende international kundekreds. Størstedelen af butikkerne er koncentreret i hovedstadens 8. og 9. arrondissement.

Hvert parfumehus henvender sig til en helt bestemt kundekreds. For Guerlain og Caron er aristokratiet og det højere borgerskab den primære målgruppe, mens middelklassen foretrækker at købe parfume hos Lubin, Roger et Gallet, Houbigant og L.T Piver, og de mindre notabler hos mere tilgængelige mærker som Bourgeois.

De franske parfumeindustrielle satser på at udnytte det eksklusive image af fransk parfumeri og kapitaliserer på navnet »Paris« som et kvalitetsstempel og et tegn på excellence.

Syntesens ankomst

Parfumørens talent består stadig i evnen til at kopiere naturens elementer. Det sker gennem en stadig mere massiv brug af de syntetiske stoffer, der er opdaget i de foregående årtier.

1880’erne ser en mode for heliotrop, 1890’erne en mode for syren, liljekonval, nellike samt kløver-akkorden, som Trèfle Incarnat fra LT Piver (1898), en stor succes i sin tid.

Sideløbende ser nye parfumer med nye, mere abstrakte former, der fjerner sig fra de akademiske normer, dagens lys. De forbliver dog stadig i klart mindretal og fremstår som avantgarde. Ved udbruddet af Første Verdenskrig er debatten blandt parfumørerne om naturlige produkters overlegenhed over syntetiske komponenter ikke længere aktuel.

Deres tekniske, æstetiske og økonomiske interesse er anerkendt af alle. Det er dog stadig ikke på tale at nævne disse syntetiske stoffer over for kunderne, da de lider under et dårligt ry, både hvad angår kvalitet og sundhed.

Branchens organisering og begyndende markedsføring

I 1890 skaber grundlæggelsen af det nationale franske parfumerisyndikat, med Aimé Guerlain som første formand, en følelse af samhørighed i branchen. Den første formand er netop Aimé Guerlain.

Syndikatet mobiliserer sig især for at bekæmpe skattepresset. De små parfumehåndværkere, der ikke længere kan følge med de nye krav og normer i faget, forsvinder gradvist.

Reklamekampagner bliver almindelige og viser ofte en kvinde i aftenkjole foran sit toiletbord. De tegner et imaginært portræt af den type kvinde, som parfumen er beregnet til. Man taler om parfumer til blonde, til brunetter, til rødhårede… Parfumen afslører personligheden hos den kvinde, der bærer den.

I parfumørernes katalog finder man ved siden af ekstrakterne adskillige toiletartikler som eau de cologner, sæber, olier, lotioner, cremer og hårsalver. Det er frem for alt tøjet og visse tilbehør som handsker eller lommetørklæder, der tjener som duftbærere.

Man anbefaler at undgå at blande dufte. Hver kvinde bør have en unik duft, som ved vedvarende brug vil gennemtrænge hendes personlige ejendele og hendes hjem. Men parfumen skal forblive diskret for ikke at genere og ikke påtvinge andre sin duft.

Den skal ikke fremvises, men afsløres med blufærdighed og handler først og fremmest om en hedonistisk ånd: at bæres for den personlige nydelse. De vedholdende og kraftige parfumer er derimod de halvverdensdamers og kokotternes privilegium.

Det franske parfumeri eksporterer allerede, ikke kun til Europa men også til USA. Parfumehuset Lubin (grundlagt i 1798) havde opbygget et internationalt netværk af korrespondenter, der gav mærket verdensomspændende berømmelse og mulighed for at realisere hovedparten af sin omsætning i udlandet.

1889: Jicky-revolutionen

1889: Jicky bliver en af de første til at anvende syntetiske essenser (vanillin, kumarin, linalool) blandet med en stor andel naturlige råvarer. Det er det første produkt, der kaldes »parfume«. En duft i »trompe l’œil«, der ligesom kunsten ikke længere imiterer naturen, men forvandler den ved at blive abstrakt.

»En revolution« – en forvirrende, meget facetteret, aromatisk parfume, der gradvist afslører varme og orientalske noter, som senere vil inspirere Shalimar, netop da Gustave Eiffel (1889) rejser sit jerntårn til Verdensudstillingen (som oprindeligt skulle have været midlertidigt!). Jicky, parfumeriets første »unisex«-parfume, selvom den oprindeligt blev skabt til kvinder.

• 1904: Mouchoir de monsieur fra Guerlain
• 1904: La rose Jacqueminot fra Coty
• 1905: L’origan fra Coty
• 1906: Après l’Ondée fra Guerlain
• 1911: Narcisse noir fra Caron
• 1912: L’Heure Bleue fra Guerlain
• 1919: Mitsouko fra Guerlain

Mitsouko 1919 fra Guerlain: den første chypre-parfume med de første frugtige noter (syntetiske: aldehyd C14).

1920’erne og 1930’erne: Haute couture og aldehyder

I 1920’erne bliver parfumen i stigende grad forbundet med luksusbranchen: Modehusene etablerer sig som ledende inden for parfumeriet, og adskillige modedesignere træder frem, som Paul Poiret, der skaber parfumeserien Rosine – opkaldt efter sin datter – i 1911, og som dermed bliver den første couturier, der lancerer sin egen parfume.

I 1921 skaber Ernest Beaux N°5 for Chanel, prototypen på blomstret-aldehyd-parfumer, kendetegnet ved massiv brug af disse syntetiske komponenter, der giver glans til den blomstrede buket og samtidig gør den abstrakt. Det skal bemærkes, at L’Heure Bleue i 1912 var den første til at anvende dem, om end i minimal mængde.

Store mesterværker ser dagens lys, rige på dyrebare essenser – desto mere dyrebare, fordi de er sjældne. Der er et reelt behov for luksus og overdådighed efter de restriktive år under »den store krig«.

Lampe Berger bliver hovedattraktionen i saloner. Papier d’Arménie (skabt i Frankrig og produceret i forstæderne til Paris) oplever stor succes frem til 1950’erne (stearinlysets begyndelse). Det sælges dog stadig den dag i dag.

De vilde tyvere

Den orientalske bølge skyller ind over Paris i 1920’erne. I disse år emanciperer kvinderne sig og begynder at arbejde; de kaster korsetterne over bord, ryger, kører bil og klipper håret kort à la garçonne som Coco Chanel og Mistinguett.

Skabelsen af Shalimar i 1921, med ethylvanillin for første gang, lanceret senere i anledning af Udstillingen for Dekorativ Kunst i 1925, hvor den modtager førsteprisen. Hvilken kreativitet! Picasso og Braque udforsker kubismen, Marcel Proust afslutter sin »Recherche«, og Satie improviserer. Man slår hastighedsrekorder, danser charleston – men euforien skal snart ophøre.

1930’erne: Bekymringen vender tilbage. I USA er det børskrakket – depressionsårene, der rammer milliardærerne og sender de beskedne mennesker hen til folkebespisningerne. Det er massearbejdsløshed.

Bemærkelsesværdigt: Samarbejdet med prestigefyldte glasmagere som Lalique og Baccarat understreger flakonens æstetiske betydning. Parfumen bliver et luksusobjekt og et samlerobjekt.

Habanita – Molinard 1924: Det er garçonne-æraen, hvor kvinderne ryger havana. Cuir de Russie – Chanel 1924, og man må ikke glemme skabelsen af Cuir de Russie fra Guerlain i 1890.

På denne tid var kvinderne mere emanciperede og satte pris på parfumer med dristige navne og originale kompositioner. François Coty skabte i sit samarbejde med glasmageren Lalique en innovativ parfume med en blanding af naturlige råvarer og syntetiske noter. Det er tilfældet med L’Origan i 1905. Coty var også den første til at anvende »markedsføring« som værktøj.

• Arpège 1927
• Soir de Paris – Bourjois 1929
• Joy 1935
• Je reviens – Worth 1932
• Vol de Nuit – Guerlain 1933
• Pour un homme – Caron 1934
• Shocking – Schiaparelli (den første kvindebuste udført af Léonore Fini)

1930’erne og 1940’erne: Det glamourøse image

I 1930’erne og 1940’erne var parfumen stærkt forbundet med Hollywood-berømtheder og havde et glamourøst image.

1940’erne og 1950’erne: Chypre og demokratisering

Efter Anden Verdenskrig genopdager kvinderne de chypre-prægede noter, selvom forløberen var Mitsouko i 1919. Femme fra Rochas 1944, Miss Dior 1947. Cowboybukser og rock and roll – Europa drømmer om Amerika. Estée Lauder lancerer sin første parfume i 1952: Youth Dew, og parfumen begynder at blive demokratiseret.

Blandt blomsternoterne, undertiden med en vis konformisme, men med megen elegance, finder man:

• 1947: L’air du temps – Ricci
• 1947: Le Dix – Balenciaga
• 1947: Vent Vert – Balmain
• 1949: Jolie Madame – Balmain

Verdensparfumeriet er på sit højdepunkt.

Fra 1950’erne udvikler markedet for herredufte sig kraftigt med parfumer som Monsieur fra Givenchy og Pour Monsieur fra Chanel. Vetiver-baserede parfumer fra Carven – 1957 og fra Guerlain – 1959. Mænd skelner nu mellem parfume og aftershave.

1960’erne: Friskhedens revolution

Teenagerne beruser sig med sandeltræ, røgelse og patchouli med hippiebevægelsen, der opstår i San Francisco og spreder sig til Europa. Revolution i parfumeriet – ungdommen lever vildt i natklubber på venstre bred. Jacques Chazot leder debutantballet. Man læser Sagan og går i biografen for at se Bourvil i »Le Corniaud«.

For de unge udvikler stilen sig mod blomstrede og friske chypre-dufte, mindre stive, der kan tiltrække et bredt publikum. Derefter ankommer parfumer med overraskende effekter til markedet, som en vind af oprør: Opdagelsen af hedion, der for første gang anvendes i Eau Sauvage, skabt af en af århundredets store næser, Edmond Roudnitska, der fikserer friskheden.

Derefter følger alle de »friske vande« som Ô de Lancôme, Eau de Guerlain osv. 1965: Habit Rouge – Guerlain, den første orientalske herreduft.

1970’erne: Kvindernes emancipation

De emanciperede kvinder bærer minikjoler fra Mary Quant og André Courrèges og parfumer, der dufter af seksuel revolution og kvindebefrielse: 1969 Chamade fra Guerlain – det første arbejde med hyacinthnoten og den første anvendelse af solbærknopper i parfumeri – 1971 Rive Gauche – Yves Saint Laurent.

Kvinderne vil bevise, at de kan få succes i erhvervslivet. De søger ligestilling med mænd, kasserer push-up-bh’erne, og YSL’s jakkesæt-med-bukser-look bliver lanceret.

• 1970: N° 19 – Chanel, Coco Chanels fødselsdag
• 1976: First – Van Cleef, den første parfume fra en juveler
• 1977: Opium – Yves Saint Laurent, skandalens parfume
• 1978: En parfumes første gang i supermarkedet: Anaïs Anaïs – Cacharel

1980’erne: Overdådighed og styrke

Efter den seksuelle frigørelse stræber kvinderne efter at hævde sig professionelt i meget maskuline miljøer. Det er tiden med skulderpuder, iøjnefaldende makeup og voluminøse frisurer. Amerikanske dufte indtager det olfaktoriske felt; der er en overflod af lanceringer, og markedsføringen overhaler undertiden kreativiteten.

Det er yuppiernes år, pengenes herredømme, dyrkelsen af individuel succes og kroppens kult med bodybuilding. Parfumerne gør sig bemærket med stor tilstedeværelse:

• 1982: Drakkar Noir – Guy Laroche, til mænd, en fænomenal succes
• 1981: Giorgio – Beverly Hills og Must Cartier
• 1983: Paris – YSL og Diva – Ungaro
• 1984: Ysatis – Givenchy og Coco Chanel
• 1985: Poison – Dior
• 1987: Loulou – Cacharel
• 1989: Samsara – Guerlain

I 1980’erne er parfumerne mere overdådige og kraftigere. De orientalske, sensuelle parfumer er populære, som den berømte Poison fra Dior og Samsara. Kvinderne går ikke ubemærket hen. Parfumer, der betragtes som for kraftige og opulente, bliver endog forbudt i visse restauranter.

1990’erne: Tilbage til autenticitet og gourmand-dufte

Ikke desto mindre ønsker forbrugerne efter denne periode med »overdosis« mere autenticitet og oprigtighed i 1990’erne – for at genfinde forbindelsen til sig selv og opnå følelsesmæssig opfyldelse. Det er yoga, zen og new age-æraen, begyndelsen på økologi.

Talrige spontane og blomstrede, bløde og trøstende kreationer som Trésor fra Lancôme og Envy fra Gucci sætter deres præg på deres epoke.

I 1995 opstår et modfænomen, måske i forbindelse med aids-truslen. Man længes efter en renere verden med »rene«, kønsneutrale parfumer (Chrome – Azzaro, CK One fra Calvin Klein).

Det er new age-bølgen; man parfumerer sig med ozoniske noter, der minder om det åbne hav, som Aramis’ New West. Uden at glemme Parfum d’elle – Montana 1991. I samme register finder man succesen med Eau d’Issey – Issey Miyake og Kenzo Homme i 1992.

Tilbage til den absolutte femininitet med Amarige – Givenchy 1991, Jean-Paul Gaultier 1993. De gourmand-prægede og søde dufte gør også deres indtog med Angel – Mugler i 1992, der baner vejen for en mængde parfumer baseret på dufte af candyfloss, lakrids, karamel osv. Senere følger Lolita Lempicka og mange andre.

Som Malraux sagde: »Det 21. århundrede vil være åndeligt, ellers vil det slet ikke være!« I 1989 inkarnerer Samsara virkelig dette tilbagevenden til sig selv og til de essentielle værdier. Den bliver en af frontløberne i bølgen af »træagtige« parfumer: 1990 Égoïste – Chanel. Tidligere var der Bois des Îles – Chanel i 1926 og i 1987 Bois Noir – Chanel. Derefter i 1992 Féminité du Bois – Shiseido, der går forud for Dolce Vita – Dior 1995.

Parfumeriet »genvinder sine farver«, får tekstur og kulører tilbage med bølgen af »landlige« eller »solfyldte« parfumer. 1996: Champs-Élysées – Guerlain og Pleasures – Estée Lauder osv.

2000’erne: Urbanitet og porno chic

Start-up-æraen: Det urbane univers rehabiliteres, som i Flower fra Kenzo. Naturen gør sit indtog i byen.

Begivenhederne den 11. september 2001 og derefter krigen i Irak skaber et elektrochok med søgen efter øjeblikkelig nydelse som konsekvens – porno chic, provokerende bad girl. Gourmand-prægede og frugtige parfumer ankommer til markedet: Dior Addict Dior 2002.

Siden 2001 viser Coco Mademoiselle – Chanel en ny tendens: de nye chypre-dufte, hvor egemose erstattes af patchouli (ofte fraktioneret for at fjerne de mest jordede facetter) ledsaget af blomstrede, frugtige, gourmand-prægede eller muskagtige effekter: Miss Dior Chérie, Narciso Rodriguez og mange andre.

Bilag: Jacques Edouard Guerlain

»Jeg følte noget intenst, som jeg kun kunne udtrykke i en parfume.«

Jacques Edouard Guerlain blev født den 7. oktober 1874 i Colombes. Han var en fransk parfumør, den tredje og mest berømte i familien Guerlain.

Hans onkel, parfumøren Aimé Guerlain, underviste Jacques fra han var seksten år som sin lærling og efterfølger. I 1890 skaber Jacques sin første parfume: »Ambre«. Han studerede derefter organisk kemi i Charles Friedels laboratorium ved Universitetet i Paris, før han officielt blev ansat i familievirksomheden i 1894.

Ved Verdensudstillingen i 1900 præsenterede Jacques Guerlain blomsterduften »Voilà pourquoi j’aimais Rosine« som en hyldest til Sarah Bernhardt, en ven af familien Guerlain.

Seks år senere opnår han sin første kommercielle succes med »L’Ondée«, en parfume med variationer af heliotrop, viol og aldehyd. Den blev betragtet som et betydeligt værk, navnlig af parfumøren Ernest Beaux. »L’Ondée« er den parfume, der senere inspirerede »L’Heure Bleue«.

Ifølge hans barnebarn og efterfølger Jean-Paul Guerlain sagde Jacques, at han havde en forudanelse om, hvad der ville ske i Europa. »Jeg kunne ikke sætte ord på denne følelse. Jeg ville indfange disse sidste øjeblikke af skønhed og ro før katastrofen og krigen.« »Jeg følte noget intenst, som jeg kun kunne udtrykke i en parfume.« Han skaber senere »L’Heure Bleue« i 1912.

»Mitsouko«, skabt i 1919, udtrykker Jacques Guerlains betydelige fascination af Asien og især Japan. En imponerende chypre-duft, der også blev betragtet som arketypen på den nye efterkrigskvinde – en emanciperet kvinde i kontrast til førkrigstidens parfume.

I 1925 præsenterer Jacques Guerlain sit storslåede opus »Shalimar« på den internationale udstilling for dekorativ og industriel kunst. Parfumen var en hyldest til mogulhaverne i Nordindien. Det var kulminationen på fire års arbejde – han var halvtreds år. »Shalimar« blev arketypen på den orientalske parfume og forbliver husets bedst sælgende duft!

Her er ordene fra en berømt parfumør: »Hvem kender ikke det betagende sillage fra Shalimar?« Flakonen blev skabt af Raymond Guerlain i samarbejde med Baccarat-designeren: M. Chevalier modtog førsteprisen ved denne internationale udstilling.

I 1933 skaber Guerlain »Vol de Nuit«, et temmelig mørkt værk. Parfumen er opkaldt efter romanen »Vol de nuit« (1931) af Antoine de Saint-Exupéry.

Han fortsatte med at arbejde i de sidste 18 år af sit liv, trods den gradvise nedgang i tempoet af hans kreationer. Lidt efter lidt begyndte han at trække sig tilbage til sit hus i Les Mesnuls og vie sin tid til sine blomster, sin frugthave og sin japanske have.

Jacques Guerlain døde den 2. maj 1963 og var en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige parfumører: »Et geni, der formåede at udvikle sig med tiden og samtidig omfavne traditionerne.«

Mere end 110 Guerlain-parfumer er velkendte, men visse estimater antyder, at han skabte mere end 300.