Parfumens historie (Del 1): Fra antikken til renæssancen

Det gamle Egypten: Parfumeriens vugge

Parfumen som forbindelse mellem himmel og jord

Parfumens historie har sin oprindelse i de antikke templer, hvor aromatiske pulvere, balsamer og ædle træsorter blev brændt for at ære guderne. Den ledsagede bønner og talrige ritualer for at sikre gudernes beskyttelse.

Hvis egypterne nærede en helt særlig kærlighed til parfumeriet, skyldtes det først og fremmest, at de i dette produkt så et ubestrideligt middel til at skabe en forbindelse mellem mennesker og guder. De beherskede også balsameringsteknikker.

Snart fik parfumen en profan anvendelse: dødelige, mænd som kvinder, begyndte at benytte sig af parfumens velgørende egenskaber med dens hellige dyder (renselse, kosmetik, terapi, fortryllelse, forførelse).

Den mest kendte parfume fra det gamle Egypten var Kyphi, der blev brugt som røgelse i religiøse, men også medicinske og hygiejniske sammenhænge. Opskriften omfattede:

• Terpentinharpiks
• Vin og honning
• Myrra
• Safran
• Kanel
• Rosiner…

Opskrifterne på de parfumerede produkter, der blev brugt til ritualer, blev omhyggeligt bevogtet. De blev kun overleveret mundtligt og blev aldrig nedskrevet for at undgå afsløring. Selvom egypterne ikke beherskede destillation, var de til gengæld eksperter i enfleurage-teknikken.

Parfumens brug som forførelsesvaaben

Ikke desto mindre blev parfumen, ligesom i vores tid, også brugt som et forførelsesmiddel. Dens duftende og æstetiske kraft var højt værdsat af den egyptiske befolkning. Således tøvede kvinder og mænd ikke med at sminke sig og bruge tidens parfumerede substanser til at maskere kropslugte og udvise en vis elegance.

Louvre-museet rummer et stort galleri viet det gamle Egypten. Blandt de mange udstillede genstande findes et bemalet kalkstenfragment, der forestiller en tjenerinde, som bringer et spejl og et kajal-etui til sin frue.

Røgelse og myrra var de mest anvendte råvarer på den tid. Disse blev importeret direkte fra Somalia og det nordlige Etiopien. Desuden ankom andre duftende materialer også fra Libyen, Arabien og Mellemøsten.

Egypterne forsynede sig også med fyrretræsolie, ædle træsorter og krydderier. De var allerede ivrige opdagelsesrejsende, der søgte efter varierede materialer med både olfaktoriske, terapeutiske og medicinske egenskaber. Desuden beherskede egypterne allerede aromaterapi til fuldkommenhed.

Alle de fremstillede essentser blev opbevaret i en slags enorme lerkrukker, svarende til de tre tusinde eksemplarer, der blev fundet i Tutankhamons grav, og hvis duft stadig kan fornemmes den dag i dag… Egypterne betragtes i dag ubestrideligt som det folk, der banede vejen for store fremskridt inden for parfumeriet.

Bibelen og det hebraiske folk

Parfumens hellige betydning

Bibelen er, ud over sin religiøse karakter, et uvurderligt vidnesbyrd om datidens folks dagligdag. Således ved vi, at 2000 år før Kristus brugte hebræerne allerede parfumer, og at kropshygiejne var af afgørende betydning. Moses beskrev i Bibelen de forskellige anvendelser af bade, både for kvinder og mænd.

Ligeledes fortæller Bibelen os, at det var skik at oversprøjte sig med parfume før hvert måltid. Desuden blev vine krydret, og aromaer blev brændt for at berige festsalene med en delikat duft. Præsterne var også en slags apotekere, der til fuldkommenhed beherskede brugen af planter og aromaer.

De skabte således blandinger af ingredienser, hvis opskrift blev omhyggeligt bevogtet, og som befandt sig på grænsen mellem medicin, køkken, parfumeri og magi. Blandt de mange anvendte ingredienser indtog røgelse dog en særstilling. Den var udelukkende forbeholdt gudstjenesten.

Endelig skal det bemærkes, at parfumen også spillede en rolle i begravelsesritualerne. Selvom hebræerne ikke praktiserede balsamering som egypterne, oversprøjtede de de afdøde med parfumeret vand og indsmurte deres kroppe med aromatiske olier.

Planterne brugt af hebræerne

Flere bibelvers fremhæver de duftende ingredienser, som det hebraiske folk brugte. »Herren sagde til Moses: Skaf dig aromaer: harpiks, gummi, galbanum, aromaer siger jeg, og ren røgelse, som parfumøren tilbereder, uden andre ingredienser end salt, et rent og helligt produkt.«

Myrra, cinnamone (et træ, der udbreder sin duft via sin bark), aloe og nard var også meget populære produkter hos hebræerne. Det skal bemærkes, at nard, en slags lille duftende græsart, også kaldet indisk verbena, var en meget kostbar parfume.

Desuden anses visse dufte ifølge Bibelen for at være de retfærdiges duft, andre svarer til et offer, atter andre tjener til afgudsdyrkelse, mens de sidste betragtes som kundskabens parfume.

Til dato har dybdegående studier inden for religionshistorie gjort det muligt at fastslå, at parfumeriet var lige så udviklet hos det hebraiske folk som på det gamle Egyptens tid.

Det antikke Grækenland og planternes hellige betydning

Grækenland videreførte traditionen og berigede i høj grad paletten af parfumerede substanser ved at forbedre enfleurage-teknikken, navnlig ved at introducere balsamer, gummier og harpikser. Brugen af parfume og parfumerede substanser fik stigende betydning i hverdagen. Hygiejne og toilette blev stadig vigtigere: bade, banketter.

Hvis Egypten betragtes som parfumeriets moder, undlod det ikke at videregive sin viden til det græske folk samt til kreterne og fønikerne. Denne viden blev overført via deres maritime forbindelser. Vi finder således stærke ligheder mellem den hellige betydning af parfumen i det antikke Grækenland og den brug, der blev gjort af den i Egypten.

Desuden troede grækerne i den kretisk-mykenske periode, omkring 1500 f.Kr., på eksistensen af guddommelige væsener, der åbenbarede sig gennem aromaer og parfume. De var overbevist om, at de talrige aromatiske planter i naturen var af guddommelig oprindelse. Parfumerne var essentielle ingredienser i fejringen af gudstjenesten.

Der blev således bragt ofre ved hver ceremoni, og talrige parfumerede substanser såsom myrra eller røgelse blev brændt. Ligeledes var de vigtigste begivenheder i menneskelivet markeret af tilstedeværelsen af dufte. Hvert ritual blev ledsaget af røgelser og parfumerede salvninger.

Aromaerne spillede en rensende rolle, navnlig ved begravelser, og fremmede endda overgangen til det hinsides. Derfor blev de afdøde på det antikke Grækenlands tid indhyllet i parfumerede ligklæder. De blev derefter brændt eller begravet med duftende planter såsom rose, lilje eller viol, der blev betragtet som symboler på evigt liv.

Kropspleje hos grækerne

Ud over parfumens hellige betydning var grækerne også meget optaget af kropshygiejne og menneskelig skønhed. De brugte således planter i form af røgelser, indgnidninger eller bade. De offentlige bade, gennemsyret af blomsterdufte, var yderst vigtige sociale mødesteder på den tid, besøgt af både mænd og kvinder.

Ligeledes var det som tegn på gæstfrihed skik at bade sine gæsters fødder i parfumerede bassiner og tilbyde dem alle slags duftende produkter såsom blomsterkranse, gyldenlakolie eller krydrede vine.

Rom: Parfumens og overdådighedens hovedstad

Rom betegnes som »parfumens hovedstad«, hvilket øgede handelen med planter. Romerne søgte medicinske dyder i de aromatiske substanser. De introducerede glasbeholdere, som erstattede lerbeholderne, der var meget brugt af grækerne. De udviklede rumparfumer.

Nero brugte parfume i overdreven grad, navnlig for at maskere lugtene fra sine orgier.

Selvom parfumen næppe blev brugt i det arkaiske Roms tid, gjorde det romerske folks kontakt med etruskerne og fønikerne det muligt at øge deres viden om parfumeri. Parfume og duftende materialer var vigtige produkter, som romerne bragte med hjem fra deres erobringer.

Disse begyndte gradvist at sætte pris på egenskaberne ved forskellige dufte, navnlig myrte, spansk gyvel, labdanum og fyr. Således oplevede parfumerne fra republikken til kejserdømmet en formidabel opblomstring, der til tider gik til overdrivelse.

Ligesom deres naboer begyndte romerne at bruge dufte til deres vigtigste ritualer såsom bryllup eller begravelser.

Ved Pompejus’ død blev der i øvrigt brændt en mængde røgelse svarende til et helt års produktion i Arabien! Ligeledes fik termerne en betydelig udbredelse, der tillod alle romere at vaske sig, også de fattigste, og udbredte brugen af sapo, en skummende pasta, der var forfaderen til sæben.

Sideløbende hermed skrev lægerne talrige værker om visse planters helbredende egenskaber. Således blev aromaer og planter centrale elementer i datidens medicin. Visse duftende produkter blev brugt som hudpleje og til massage af atleter.

Parfumens religiøse værdi svandt gradvist, mens de tekniske fremskridt inden for parfumeri og aromaterapi var betydelige. Visse værker bevidner i øvrigt, at romerne allerede brugte destillation…

Således betragtes det antikke Grækenlands og Roms epoke som et afgørende øjeblik i parfumeriets udbredelseshistorie. Dog var ikke alle tidens berømte skikkelser helt og aldeles positivt indstillet…

For Cicero gjaldt det: »Ingen lugt er en god lugt!« mens Plinius sagde om parfumen: »Sådan er denne luksusgode, den mest overflødige af alle.« Men det gør intet! Hvis man ser på de duftende materialers fremtid, må man konstatere, at parfumens brændende beundrere var i overtal.

Den islamiske kultur og den arabiske verdens videnskaber

Muhammed sagde en dag: »Kvinder, børn og parfumer er det, jeg elsker mest i verden«.

Arabien, et land gunstigt for parfumeriet

De lærte kemiens hemmeligheder af grækerne. De er de ubestridte mestre inden for handel med krydderier og duftende pulvere.

Hvis parfumen er en meget vigtig ingrediens i de orientalske lande, skyldes det først og fremmest, at disse befinder sig på en jord, der er gunstig for plantedyrkning. Arabien er aromaters land par excellence.

Den latinske digter Propertius talte i øvrigt om »Arabien med de tusind parfumer«. Ligeledes nævner digterne Hafiz og Saadi i deres skrifter rosen, hvis duft angiveligt er den mest værdsatte i den arabiske verden sammen med duften af animalsk musk.

Desuden bruges rosenvand til at parfumere rummene i hjemmene. Ligeledes optræder det meget ofte i visse retter som slik, sorbet eller tyrkisk honning. Kaffen blandes der regelmæssigt med ambra, og skikken kræver, at drikkebægrenes vægge er gennemtrængt af duftende harpikser.

Ligeledes besad araberne en stor videnskabelig kultur i middelalderen. Urter blev i høj grad anvendt til medicinske formål. Selvom araberne ikke opfandt destillationen, forbedrede de denne teknik betydeligt og udbredte den i Europa: Alambik er et arabisk ord.

Parfumens hellige betydning for araberne

Sideløbende er parfumen en integreret del af religionen, og Koranen nævner den adskillige gange. Således skulle det muslimske paradis være gennemsyret af talrige liflige dufte. Ligeledes skulle kvinderne være skabt af »den reneste musk«. Ligesom for mange andre civilisationer var de islamiske ritualer således ledsaget af parfume.

Desuden blev mændene opfordret til regelmæssigt at gå i offentlige bade for at rense sig, mens kvinderne i haremmerne viede det meste af deres tid til at fremhæve deres naturlige skønhed. Endelig skal det bemærkes, at det den dag i dag er tilladt for muslimer at parfumere sig under ramadanen uden at ugyldiggøre fasten.

Hinduerne og Attar

De har en anderledes tilgang: de bygger templer af sandeltræ og sørger for at harmonisere deres parfumer (i form af attar) med templernes forskellige rum. Attar er en alkoholfri parfume, hvis tidligste spor går tilbage til det 2. århundrede f.Kr. i Kannauj-regionen i Indien.

Middelalderen i Europa: Mellem tilbagegang og fornyelse

Den første del af middelalderen er præget af en markant tilbagegang for parfumeriet. Barbarinvasionerne forårsagede Romerrigets fald og begrænsede brugen af aromatiske planter. Dog muliggjorde genåbningen af de romerske handelsruter fra det 12. århundrede genopdagelsen af talrige dufte.

Ydermere åbnede Marco Polos rejser samt udviklingen af krydderihandelen vejen for nye smagsoplevelser. Introduktionen af parfumer i Europa skete også gennem korstogene.

I Frankrig blev privilegiet til parfumehandel i 1190 tildelt handskemagerene. Den første aromatiske alkoholbaserede komposition, den berømte »Eau de Hongrie«, fremstillet blandt andet på basis af rosmarin, så dagens lys i det 14. århundrede.

Parfumen mod den sorte død

Under pestepidemien (1347-1352) anbefalede lægerne brug af parfumer indeholdende navnlig krydderier. Under karantænen vaskede de overlevende sig med brændevin tilsat kryddernelliker, salt og irispulver og inhalerede derefter aromatisk eddike, hvoraf en opskrift for eksempel indeholdt:

• Kryddernelliker
• Violblomster
• Hyacint
• Nellike
• Musk
• Ambra

For de fattigste anbefalede man bynke, som var mere overkommelig…

Som forebyggelse kunne man inhalere aromatiske planter. Lægerne bar til beskyttelse en lang, omsluttende sort kappe med en maske formet som et fuglehoved med et langt næb fyldt med aromaer. I private hjem blev parfumer brændt i røgelseskar for at rense luften; stank blev anset for at være dødelig.

Pomandere, som man altid bar på sig, var også meget eftertragtede blandt aristokrater og højtstående gejstlige, der flere gange dagligt inhalerede de aromaer, de indeholdt.

Bland de mange vande, der formodes at bekæmpe pesten, havde Damaskus-vandet, hvis formel indeholdt tolv aromaer samt musk og civet, et fremragende ry, ligesom theriakken fra Venedig og Montpellier. I gaderne forsøgte man at standse epidemiens udbredelse ved at tænde store bål midt på vejkrydsene for at rense atmosfæren.

Venedig under renæssancen

I Venedig opstod i 1555 det første europæiske traktat om parfumeri. Italienerne var mestre i kunsten at behandle læder, og det var dem, der lancerede moden med parfumerede handsker. Man kender opskriften på »peau d’Espagne«: læderet blev lagt i blød i rosenvand, hvorefter man tilføjede duftende materialer som lavendel, neroli, nelliker og sandeltræ. Det hele blev derefter æltet med animalske noter.